Pædagogiske tænkere

Maria Montessori:
Vi har i bloggruppen skrevet om den italienske pædagog, Maria Montessori (1870-1952).
Hun var den første kvindelige læge, og senere arbejde hun indenfor psykiatrisk pleje, med f.eks. åndssvage børn. Hun var en aktiv samfundsdebattør og forfatter.

Hun oprettede skoler til børn, der boede i slummen, for at bevise, at de ikke var dumme. Specielt hendes pædagogiske ideer og arbejdet med psykisk udviklingshæmmede børn har efterfølgende spredt sig, og fået stor betydning for udviklingen af moderne vestlige børnehaver. I flere lande findes specielle Montessoribørnehaver samt specialuddannelser af Montessoripædagoger.

Hun udviklede matrialer til børn, som f.eks. legeklodser og klatrestativer, som skulle træne deres sanseoplevelser og udvikle deres intellektuelle evner. Børn skal udvikle deres berøringssans ved, at føle på forskellige matrialer.

Pædagogikken var, at pædagogerne organiserede miljøet omkring børnene gennem bestemte materialer til bestemte aldersgrupper, så børnene blev nysgerrige.

Børnene hentede selv materialer til at beskæftige sig med og man valgte selv, om man ville sidde på gulvet eller ved bordet og pædagogerne hentede flere materialer om nødvendigt. Børnene var præget af indre ro og disciplin, og børnene var meget optagede af det de lavede.

Minus frileg - hun udviklede i stedet børnenes motorik ved balancegang på streg med vand på hovedet.

Hun var især interesseret i børns intellektuelle og sansemotoriske udvikling, inspireret af de understimulerede børn fra slummen, hun udviklede materialer til at vække børnenes interesser: cylinderblokken og tårnet, alfabetet udskåret i ru materiale så barnet kan føle bogstavernes form. 

De sensitive perioder: hvor barnet er særlig modtagelige overfor bestemte beskæftigelser, udtryksformer. Perioderne vil være tilstede i en bestemt alder og vil forsvinde igen, derfor skal miljøet indrettes så barnet får optimale muligheder. Sprogindlæringen er som regl på sit højeste ved 2 år.

Hun var meget kritisk overfor samfundet, hun mente at dårlige sociale forhold ødelæggede normal udvikling. I industrisamfundet, hvor der ikke var plads og frisk luft, hvor de voksne gik på arbejde og tog sig ikke af børnene. Hun ville gerne have en ny verdensbevægelse, hvor mennesket kunne genopbygges og bevare dets frihed.

Hun har haft enorm betydning for normaliseringen af børnehaver eller førskoler, og det blev et naturligt supplement i familieopdragelsen.

I forbindelse med den politiske facismebevægelses fremkomst i Italien fra 1922 med Benito Mussolini som den altdominerende leder, kom også Montessoriskoler i fokus, indtil en senere ideologisk konflikt mellem Montessori og Mussolini fra omkring 1932 resulterede i politisk overvågning af Montessori. Sammen med sin familie forlod hun Italien, hvorefter den italienske regering to år senere lukkede alle landets Montessoriskoler.
Hun flygtede i første omgang til Spaninen, og derfra videre til Holland, hvor hun fik stor betydning. I forbindelse med besættelsen af Holland, rejste hun til England og senere til Indien. Overalt hvor hun befandt sig, oprettede hun skoler og institutioner for børn.
(Maria Montessori af Esben Jerlang)

Sammenligninger med andre teorektikere:

Sammenligner vi Montessori med eksempelvis Baumrinds opdragelsesstile fra 1991, inddrager Baumrind langt mere forældrene i opdragelsen, i forhold til Montessori, som ser førskolen som den primære opdragelsesinstans, da begge forældre begyndte at være udearbejdende i industrialiseringstiden.

Baumrind har fire opdragelsesstile hun skelner imellem:

den autoritative; forældrene er lydhøre og stiller krav.

den autoritære; stille mange krav og lytter ikke til børnenes ønsker og behov.

den uinvolverede; forældrene er uengarede og stiller ingen krav.

den eftergivende; forældrene stiller få krav og er lydhørende overfor børnene.

Honneth taler om tre anerkendelsesformer, hvor der under "socialværdi og værdsættelse" er den solidariske, hvor man igennem fællesskaber har fælles værdier at bygge på. Sammenligner vi med Montesorri, vil jeg ikke påstå hun arbejder med de tre anerkendelsesformer, da hun hverken arbejder med ris eller ros i hendes pædagogik.

Lars Dencik taler om socialisering og blandt andet multisocialisering, hvor han inddrager andre påvirkninger end blot institutioner og familie, hvilket Montessori slet ikke lægger vægt på.
(Små børns familieliv af Lars Dencik).